Google vil til at finde flybilletter
Google har netop købt virksomheden ITA Software, der leverer rejseinformation til en masse store flyselskaber samt rejsearrangører verden over. Flyselskaberne tæller blandt andre American Airlines, United Airlines, Continental Airlines, Virgin International Airways, TripAdvisor og mange andre.
Google har udtalt, at søgninger på rejseinformationer udgør et væsentligt område inden for online søgninger. Ideen bag dette tiltag er derfor, at Google gør det hurtigt og let for forbrugeren at finde rejseinformation direkte som søgeresultat. Søgegiganten slår dog fast, at ”Google won’t be setting airfare prices and has no plans to sell airline tickets to consumers.” (http://www.google.com/press/ita/)
Det betyder med stor sandsynlighed, at hvis man søger på “rejse Århus London” i Google, så vil man i fremtiden få vist nogle flyafgange inklusiv priser samt muligheden for at købe billet til afgangen via rejsearrangøren, som søgeresultat i stedet for links til de flyselskaber og rejsearrangørers hjemmesider, hvorpå der er information om rejser mellem Århus og London.
Rent teknisk sker det i dette tilfælde ved, at Google forbinder til sammenligningstjenesten QPX, som drives af ITA Software, men Google flytter allerede andre typer af kritisk information ud blandt søgeresultaterne via det, der hedder microformats. Hele denne tekniske proces med at opmarkere data, for at gøre nettet lettere at binde sammen er af Tim Berners-Lee (hovedmanden bag World Wide Web) døbt Web 3.0 – også kendt som det semantiske web.
Hvad betyder det for mig?
Ved tiltag som dette betyder det, at den kritiske information flyttes fra virksomhedernes hjemmesider ud blandt søgeresultaterne. Det er altså ikke længere et krav, at folk skal ind på selve hjemmesiden for at komme til at gøre en handel, benytte selvbetjening eller lignende. Web 3.0 giver altså mulighed for, at den værdiskabende handling flyttes ud af hjemmesiden og tættere på forbrugeren.
Det betyder derfor også, at det i fremtiden bliver endnu mere usikkert at bruge statistik og analyseværktøjer som Google Analytics, hvis man kun ser på besøgstallene på hjemmesiden, som en indikator for virksomhedens succes online.
Sådanne analyseværktøjer er guld værd, hvis man måler på de rigtige parametre og der hvor den værdiskabende handling sker – men kan samtidigt være en faldgrube, hvis man ser på de forkerte tal og navigerer ud fra dem.
Er du i tvivl om, hvorvidt der måles på det rigtige, så kontakt os, og vi kan sammen gennemgå dine tal og sørge for, at du får merværdi ud af Google Analytics.
