Google sætter fart på sin søgemotor med Caffeine

Google lancerede i juni 2010 en ny stor opdatering kaldet Caffeine til sin søgemotor. Caffeine gør det langt hurtigere for Google at opdage nyt indhold og nye hjemmesider og medtage dem i søgninger end tidligere. Før kunne der godt gå en rum tid fra at Googlebot (Googles ”opdagelsesrejsende”, der gennemsøger nettet for hjemmesider) opdagede en hjemmeside til hjemmesiden var søgbar, men med Caffeine bliver nyt opdaget indhold gjort søgbart næsten med det samme. Alt sammen fordi nettet i dag bliver mere og mere levende og fordi vi som forbrugere stiller højere og højere krav til at søgningerne skal afspejle hvad der sker i realtid.

Det betyder samtidigt, at de hjemmesider, som kommer til at nyde godt af Caffeine er dem, hvor der ofte bliver tilføjet nyt indhold og/eller som regelmæssigt redigeres. Det er i forvejen kendt, at hjemmesider der regelmæssigt opdateres og får nyt indhold ligger bedre placeret i søgemaskinerne, da det sender et signal om, at det er seriøse sider, fordi der dedikeres ressourcer – enten via ansatte eller via brugere. Kobler man det samtidigt med, at Google med Caffeine nu hurtigere opdager nyt indhold, vurderer jeg, at det at være først med en nyhed faktisk kan være mere udslagsgivende for søgemaskineoptimering nu end tidligere.

Share |

Leave a Reply