Ved hjælp af webanalyse hjalp jeg for nyligt en af vores kunder med en sag, som jeg synes kunne være interessant at dele med jer her på bloggen.
Kort fortalt gik det ud på at kunden i sin Google Analytics opdagede, at der pludselig kom mange besøg på fejlsider – og rigtigt mange af disse var amerikanske brugere.
De vigtige spørgsmål var nu:
- Hvordan var dette sket?
- Hvordan kunne det fikses?
- Hvordan undgår kunden at det sker igen?
I dette indlæg gennemgår jeg, hvordan vi kunne analysere os frem til, hvad årsagen var til de mange fejlsider. I de kommende indlæg vil jeg gennemgå, hvordan vi nedbragte antallet af fejlsider og hvordan du kan fremtidssikre dig mod, at dine ændringer forårsager fejlsider.
Som nævnt starter historien med, at kunden i sin statistik ser, at ca. halvdelen af alle amerikanske brugere rammer en fejlside (også kaldet en 404-side), hvorefter jeg bliver kontaktet af webmasteren med beskeden “Har vi et problem?”. (Jeg tvivler på, at jeg ville kunne have fremstået helt så cool i samme situation)
Efter et hurtigt kig på deres data måtte jeg jo give ham ret… De havde et problem.
Heldigvis havde vi seks måneder forinden hjulpet kunden med at opsætte et avanceret Google Analytics script, som bl.a. registrerer besøg på 404-sider med både den url, man forsøgte at nå og med den side man kom fra.
En normal 404-side kan ofte findes på url’en /404.html, men vores avancerede script tilføjer “?page=denSideManForsøgerAtTilgå&from=denSideManKomFra“. “from” baseres på oplysninger i brugerens browser. Kom brugeren f.eks. fra et link i en mail, der blev læst i Outlook, vil “from” være tom, da der ikke findes nogen forrige side i browserens historik.
Jeg kunne derfor relativt let finde frem til, hvad årsagen var ved at se på oversigten over kundens sider og lave en sortering på “404″.
Det viste sig ret hurtigt, at den primære synder på fejlsiderne var de tilfælde, hvor der indgik landekode i url’en.
I den undersøgte dataperiode (den sidste måned) stod de fejlsider, hvor landekoden indgik i url’en, for minimum 532 besøg på 404-siden mens der totalt set var 1207 besøg på 404-siden i perioden. Dvs. ca. 44% af alle fejl skyldes sider, hvori landekoden indgår.
Forklaringen på dette var, at kunden, for at undgå duplicate content (som vi alle ved skal undgås for enhver pris!), fornuftigt nok havde valgt at ændre sin url-struktur.
Tidligere var strukturen:
Engelsk website: www.kundensWebsite.com/en-IE/enEngelskWebside.aspx
Tysk website: www.kundensWebsite.de/de-DE/enTyskWebside.aspx
Her er problemet: www.kundesWebSite.com/de-DE/enTyskWebside.aspx
Altså fandtes det tyske indhold på både det tyske og det engelske domæne og omvendt. Det samme var tilfældet, hvis man f.eks. brugte den hollandske landekode (“nl-NL”) på kundens “.dk”, “.co.uk” eller et hvilket som helst andet internationalt domæne fra kunden; Så ville man kunne tilgå det hollandske indhold der.
Ændringen betød at url-strukturen ikke længere indeholdt landekoder og den nye struktur ser derfor således ud: www.kundensWebsite.de/enTyskWebside.aspx
Størstedelen af fejlsiderne skyldtes altså, at nogle af kundens brugere stadig forsøgte at tilgå websiderne via den gamle url-struktur, som netop indeholdt landekoder.
Kunden vurderede oprindeligt, at struktur-ændringen kun berørte interne links og at det derfor ikke ville skabe større problemer for brugerne.
Heldigvis var kunden vågen og opdagede efterfølgende, at der var noget, som ikke stemte.
Et nærmere kig på statistikken viser da også en klar stigning i besøg på fejlsiden efter en bestemt dato – og de fejl, der dominerer efter denne dato skyldes landekoder.
I det næste indlæg i rækken, kan du læse mere om, hvordan vi sammen med kunden rettede problemet, og hvad kunden selv kunne gøre for at mindske antallet af fejlsider.
Relaterede indlæg
Om Esben Rasmussen
Konsulent med speciale i markedsføring og kommunikation på nettet. Udenlandsk gift og lidt af en sprog- og kommunikationsnørd. Har ansvaret for webanalyse, SEO og user experience. Blogger bl.a. om Google Analytics, neuromarketing og generel webanalyse.
Mail | Web | Twitter | LinkedIn


Pingback: Webanalyse case [2 af 3]: Hvordan fikser jeg mine fejlsider | | Bleau Blog